06.04.2011 » Der er forår i luften.


Så er foråret over os og indledes officielt om et par dage med US Masters som pr. tradition.
Vejret de sidste par dagehar virkelig været dejligt og i lørsdags sneg vi os helt op på 20 grader.

GTS træningssamling Forrige weekend (d. 19-20. marts) blev brugt til at afholde Golfteam Storebælts første udendørs træningssamling. Lunt var det ikke, men det var dog tilstrækkeligt til at man kunne holde varmen. Lørdag formiddag blev brugt på bla. et interssant indlæg fra Jan omkring spredning og hvordan de omkring 10% spredning ændrer sig fra at være på retningen (fra ca. 70 meter og derover) til at være på længden når man kom under 70 meter. Derefter stod den på svingtræning og target practise fra 30-70 meter. Jeg fik rosende ord for mit sving og min træningsindsats henover vinteren af både Michael Jürgense n og Steen Tinning, hvilket naturligvis er rigtig motiverende.


Der blev slået en hel del bolde den weekend.

Om eftermiddagen gik vi 9 huller på Høneklint, hvis helårsgreens faktisk var i fremragende god stand. Scoren var ikke prangende, men det var rart at komme ud og spille. Om søndagen stod den igen på træning om formiddagen, men jeg sprang dog eftermiddagsrunden over for at komme hjem til min lille gravide kone, som trissede rundt derhjemme og kedede sig bravt. Senere på dagen var vi ude i vores kolonihave og rydde op. Sagen er at vi har valgt at skille os af med det. Det har ikke været en let beslutning, da vi har været meget glade for det siden vi købte det tilbage i sensommeren 2004 for den beskedne sum af 20.000 kr. Problemet er bare at efter vi blev hus- og haveejere, så har vi ikke haft den nødvendige tid til at pleje begge haver. Så på trods af at have en masse gode minder i kolonihaven, bla. vores bryllup tilbage i 2007, så har vi altså besluttet os sige farvel til Rundingen Nr. 57.


Tak for alle de gode oplevelser.

Ugen efter fløj afsted og derefter blev jeg ramt af en influenzalignende sygdom. Snot, ondt i halsen og høj feber holdt mig hjemme tirsdag til fredag d. 1 april. Jeg var dog nogenlunde rask i weekenden og kunne bla. nyde det gode vejr i haven. Temperaturerne har nu stabiliseret sig på en 10-15 grader og det er noget der sætter gang i tingene. Vi har fået plantet nogle nyindkøbte planter i haven og lavet en ordentlig forårsrengøring i huset.

Golfen de kommende uger
Korsør Golfklub åbnede op for den store bane i mandags, og hvis alt går vel, så sæsondebuterer jeg næste uge hvor Tirsdagsklubben starter op. Jeg har booket startid allerede, og medmindre det står ned i stænger, så regner jeg med at stå klar på første tee fuld af forventningsglæde. Jeg har desværre kunne mærke at der har sneget sig et par unoder ind i mit sving de sidste par uger. Sådan går det hvert år når jeg kommer på græs og har en periode uden undervisning, hvilket minder mig om at jeg nok snart skal have booket en lektion hos Michael. Jeg har arbejdet en del med at få hofterne væk fra bolden i impact, men det har så gjort at jeg nu kommer lidt indover den med overkroppen og svingplanet. Det skal der arbejdes på.
Når det er sagt, så glæder jeg mig stadig rigtig meget til at komme i gang. Næste weekend (d. 15-16-17) er der GTS træningslejr i Korsør som afsluttes med Åbningsturneringen om søndagen. Allerede torsdag d. 21 går det så løs for alvor, når jeg skal til Ishøj for at spille Tenson Subelite Open, 36 hullers slagsspil scratch fra backtee. Det bliver nok lidt af en mundfuld hvis jeg ikke når at få ordentlig styr på svinget, og i særdeleshed det korte spil, hvor især mine indspil er af grotesk lav kvalitet pt. Et meget typisk svagshedspunkt efter en lang vinterpause.
Som det ser ud lige nu, så vil jeg ikke sætte nogle mål for min deltagelse i Ishøj, udover at have det sjovt. Det bliver et ganske stærkt felt, så der bliver kamp om pladserne, og den tidlige placering i sæsonen gør at det ikke er alle der er kommet op i gear endnu. Forhåbentlig kan jeg gå to runder i neutral score eller bedre, men det er endnu for tidligt at spå om - jeg har trods alt ikke engang gået en "rigtig" runde endnu.

Min påskeferie skal bruges på havearbejde og hygge med konen, da jeg allerede weekenden efter skal spille første spilleweekend i Danmarksturneringen. Tredjeholdet er blevet rykket over i en ny pulje med kun tre hold, og skal derfor kun spille én kamp i første og anden spilleweekend, hhv. ude mod Sorø d. 1 maj og hjemme mod Sydsjælland d. 28 maj. Andetholdet skal op til Odsherred og derefter spille hjemme mod Holbæk i første weekend. Igen vil jeg naturligvis gerne tørne ud for andetholdet, men jeg tør ikke spå om jeg kan spille mig på, som tingene ser ud lige nu. Jeg slår mange dårlige slag og mit shortgame er nærmest non-existing. Det kommer til at kræve en gevaldig træningsindsats, som jeg ikke er sikker på jeg har tid til, for at komme op i gear.
Der er dog ingen grund til at male fanden på væggen. Vi må bare se hvordan det går, og så tage den derfra, forhåbentlig startende med en god runde på tirsdag! :o)


Indtil da, hit 'em straight.

- Lars


Kommentarer