Latest news (in Danish):

15.09.08 » Godt spil og oprykning.

I torsdags var jeg ude på Korsør Golfklub og gå de sidste 10 huller med den lokale proassistent Thomas. Det var første gang jeg rørte en golfkølle siden min turneringssejr om søndagen, hvor jeg havde præsteret en runde i par.

Jeg svingede heldigvis stadig køllen godt, og havde fortsat en god rigtig god fornemmelse i kroppen når jeg slog til kuglen. Med to birdies og en bogey var jeg 1 under par på de 10 huller.

 

Om lørdagen skulle Golfteam Storebælts førstehold spille oprykningskamp om en plads i den øverste division, Nykredit Divisionen. Kampen skulle stå mod Furesø på neutral grund i Kalundborg Golfklub.

Jeg var desværre ikke selv i stand til at følge matchen, da Sacha og jeg var på besøg hos hele familien, som var på weekendtur i Karrebæksminde. Her nød vi god mad og en hyggelig eftermiddag/aften i godt selskab.

Mit fravær afholdt dog ikke gutterne fra at levere drømmegolf i singlerne efter at have været bagud 2-4 efter formiddagens foursomes. Specielt Morten Hedegaard og Patrick Jensen, som begge var kommet direkte hjem fra 1st stage kvalifikation til Europatouren, var i overdådigt spillehumør.

Morten gik fra at være 2 ned efter 6 huller til at vinde sin match, efter at have leveret birdie-birdie-eagle-birdie-birdie-par-birdie-birdie (-8) på de sidste 8 huller i en ganske overbevisende 5/4 sejr i 1. singlen. Patrick var -6 efter 15 da han afgjorde sin match.

Derudover brillierede Michael Jürgensen, som netop havde vundet en sejr i Løgstør Pro-Am shootout om fredagen, med at være -5 efter 14 i en imponerende 5/4 sejr, mens 17-årige Mathias Hansen var 3 under par efter 16 i sin match. Kun en enkelt single blev tabt i en suveræn 12-6 sejr og dermed er realiteten at alle tre herrehold i Golfteam Storebælt rykker op i divisionerne. En oversigt over kampen kan ses her.

 

Efter oprykningen blev sikret, og spillere og tilskuere kom hjem til Korsør Golfklub, stod den på fest og farver i klubhuset. Der var stadig godt gang i den da Sacha og jeg kiggede forbi kl 23 efter at være kommet hjem fra Karrebæksminde.

Næste år skal førsteholdet spille om guld i Nykredit Divisionen, mens

2. holdet skal spille i 3. division og 3. holdet skal spille i 4. division.

Jeg tror allerede vi er nogle stykker der glæder os til næste sæson!

 

Om søndagen skulle Sacha spille turnering i Trelleborg Golfklub, mens jeg havde booket tid til en runde med Jakob og tvillingerne Daniel og Frederik.

Thomas havde dagen før haft mit nye sandjern i samme model som min nye lobwedge med hjem fra Kalundborg, og jeg glædede mig til at prøve den af.

 

Jeg startede helt fænomenalt ud. På trods af et 2 meter birdieput der stoppede et halvt bold-rul kort af hullet på hul 2 så lavede jeg par-par-par-birdie-birdie-par for at være -2 efter de første seks huller. Derefter fulgte et møg-ærgeligt 3-put på hul 7 og derefter to pars til at runde for-9 i én under par. På trods af flere gode birdiechancer måtte jeg indkassere bogeys på 11 og 13 og var dermed +1 på 16. tee. Mit drive sejlede desværre for meget i venstre i sidevinden og jeg måtte spille det næste slag under et træ i en lille nåleskov. Jeg kom dog ud på fairway, men mit 3. slag fra 75 meter blev for kort. Jeg valgte fejlagtigt min lobwedge istedet for mit sandjern og slaget landede 5 meter kort af pinden og spandt næsten ud af green. Derfra leverede jeg et miserabelt 3-put til en grim dobbeltbogey, første gang længe jeg har lavet noget dårligere end en bogey. Det lykkedes mig ikke at lave birdie på hul 17 på trods af to perfekte slag, og da hul 18 ligeledes resulterede i en par måtte jeg notere en runde i 76 slag (+3). Ærgeligt at det ikke kunne blive bedre efter den gode start, men alligevel tilfredsstillende at kunne gå til mit nye handicap i første forsøg (4,2 = 3 slag i Korsør).

 

Alt imens var Sacha på vej mod en rigtig god runde under svære betingelser i Trelleborg. Nyklippede greens der under morgenen var våde og langsomme, men blev lynhurtige da solen først fik fordampet morgenduggen, kombineret med kraftig blæst, gjorde at det var svært at holde sammen på scoren.

Ikke desto mindre var Sacha, som gunstartede på hul 13, to slag bedre end sit nye hcp (38) efter de første 12 huller, men til sidst var hun blevet meget træt og ryggen gav problemer - 5 ud af de sidste 6 huller blev desværre streget.

Da præmieuddelingen kom igang blev det dog klart at hendes 28 point på ingen måde var en dårlig præstation, rent faktisk endte hun på en delt 1. plads med to andre spillere! Matchledelsen måtte først kigge hvem der gik bedst på de sidste 9 huller, derefter de sidste 6, de sidste 3 og til sidst hvem der præsterede bedst på hul 18! Her havde Sacha desværre en streg efter en ærgelig vandgang, så hun måtte "nøjes" med 2. præmien - et armbånd til en værdi af 1500 kroner. Super flot af hende den lille :)

 

På fredag tager vi på golfweekend med to overnatninger på Hotel Harmonien i Nakskov og turneringer både lørdag og søndag.

 

De næste par uger byder rent faktisk på en hel del turneringer, på trods af at sæsonen går på hæld. Jeg har forsøgt at lave en oversigt nedenfor:

 

D. 20/09: Nordlie Match i Storstrømmens Golfklub (greensome).

D. 21/09: Agro Match i Vestlollands Golfklub (slagspil).

D. 25/09: NovoGolf på Skjoldnæsholm Trent Jones Course (slagspil).

D. 27/09: Køge Bugt Open i Greve Golfklub (stableford).

D. 10/10: NovoGolf på Simons Golfklub (slagspil).

D. 19/10: Føtex Andeturnering i Korsør Golfklub (stableford).

D. 02/11: GolfCaféens Turnering i Korsør Golfklub (stableford).


 

Tak for denne gang - Lars

     

Sneak peaks:

 

<

Have

a

peak

at

my

artwork

"When I was a boy of fourteen, my father was so ignorant I could hardly stand to have the old man around. But when I got to be twenty-one, I was astonished by how much he'd learned in seven years."
- Mark Twain

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsarkiv:


» Klik her for at se arkiverede nyheder.

Folsberg.dk © 2006 • Lars Folsberg • lars@folsberg.dk